Een brief aan Steen Steensen Blicher

St. St. Blicher (1782 - 1848) schreef spannende verhalen vol moord en doodslag. Hij was predikant in een dorp temidden van de eindeloze, pas veel later ontgonnen heidevelden in Jylland. Veel van zijn personages komen daar ook vandaan. Maar de hoofdpersoon in zijn "noveller" is de Tijd.

Kære Hr. Blicher,

Hvis det passer at tiden er hovedpersonen i deres noveller, så lader vi denne hovedperson hoppe lidt, så den springer omkring to hundrede år over - og så håber jeg de får mit brev om nogle uger (helt fra Holland til Danmark varede måske længere i Deres tid, det afhænger nok af den offentlige befordring, går postbudet allerede i rødt?)

”Dejlig er jorden,
prægtig er Guds himmel,
skøn er sjælenes pilgrimsgang!”
digtede Deres ven Ingemann, stroferne findes stædig i den Danske Salmebog.

Jorden er bestemt ikke dejlig.
Jeg kan endnu høre min mormors stemme, hun plejede at komme med sådan nogle bemærkninger, og jeg kan se hendes lille, bestemte mund og hendes klare blå øjne somom hun står lige foran mig. Hun hed Solveig og var ellers et rigtigt glad menneske. Men hun lod sig ikke narre af den lyse side af tilværelsen. Hendes mand, kredslæge Rohleder ( i Varde- Skjern- og Blåvandshuk kommune) fortalte hende hvad han havde set og oplevet når han kom hjem igen efter en lang kørsel ud til Vestkysten. Hvor, i begyndelsen af halvtredserne (1950, ikke 1850!) folk endnu havde lokum i baggården, og smed deres affald og skidt og møj i en hob ved siden af laden. De fik alle slags kedlige og farlige sygdomme og kunne ikke forstå at det skete på grund af deres smudsige levemåde. De kunne ikke se sammenhængen. Nogle drak, så kom de galt afsted, fik gæld og deres lille gård eller butik gik nedenom og hjem. Mormor vidste det godt altsammen. Ligesom hun godt vidste at der altid var nogle damer fra Vardes bedre kredse som ville takke nej for indbydelsen til l’hombre- eller bridgegilde. Så sagde hun meget lettet og fornøjet: ”Vi bli’r heldigvis kun femogtyve. Men jeg har da i hvert fald inbudt dem!” For hun kunne ikke lide nogle af damerne. De havde små hatte og store barme og de sladrede.
I Varde's Storegade i halvtredserne gik sommetider en gammel mand meget langsomt op til det pæne anlæg som hed ”Arnbjerg” for at nyde forårssolen lidt, han haltede på en underlig drejende måde, og børnene gik efter ham og råbte ”Gummilår!!” Det måtte han finde sig i.
Lige ud til Arnbjerg lå en stor villa, der boede Hr. og Fru Bülow, de havde ingen børn men masser af penge, Hr. Bülow var direktør på Varde Stålværk. På den anden side lå så et lille bitte hus, det havde til gengæld kun èt værelse, der boede Vulkanus, sådan hed han ikke, men vi kaldte ham Vulkanus, han var nemlig vulkanisør, og hans kone hed Helga. Hun var lille og buttet og rynket som et gammelt æble, hun malede i oliefarver, nydelige blomster i brune eller grå vaser. De havde heller ingen børn, og dertil slet ingen penge, og Vulkanus døde efter en operation på hans prostat. Faktisk en meget enkel og nem operation som gik helt forkert fordi lægen var for gammel til at operere ordentligt, men ikke ville holde op med sin praksis. Der var ingen der turde sige han burde gå på pension, så han forkludrede hele underlivet på den stakkels mand der døde efter en ugestid, han var kun enogtreds år.
Verden er ikke dejlig.

Sidste sommer besøgte jeg min familie i Schweiz. De havde lejet en sommervilla ved Lago Maggiore, lige udenfor Locarno, et rigtig dyrt og lækkert sted, med store ejendomme som ligger i bjergene omkring søen. Der er den flotteste udsigt man kan tænke sig og vores villa havde også udsigt, til vandet, til bjergene på den anden side af søen og til den pæne by nedenfor. Der var både palmer og bougainvilea, det er en smuk blomst som kun findes i Sydeuropa. Om aftenen sad vi på balkonen, fik god vin og så på lysene som tændtes omkring Lago’en og i den dejlige by. Hver morgen når jeg stod op gik jeg ud for at nyde den udsigt.
Men jeg nød den ikke. Det var somom jeg var klistret ind i et yndigt billede som ikke bevægede; selv kunne jeg heller ike bevæge mig. Somom jeg var muret ind i et postkort (et postkort er et billede man sender til venner og slægtninge når man er på ferie). Jeg havde ikke Deres ”Jyllandsbeskrivelse” med på ferie, men hvis jeg havde læst det den gang ville jeg nok ha’ sukket dybt.

” - trindtom forneden det gule Sandhav med dets ubevægelige Bølger, der mod Syden og Norden strækker sig så langt som Øjet når: mod Vesten, Storhavet med sine evigt urolige Vover; mod Østen, på hiin Side Ørkenen, en mørk Stribe af det opdyrkede og beboede Land. En stor Indsøe noget borte i Syden med en Kirke, en Mølle, og nogle Huse på sine Bredder formilder det dødningeagtige i dette store melancholske Naturmalerie –” (XVI – Blaabjerg)

Synes De ikke det er pudsigt, (nej, det synes De nok ikke) sådan som man kan længes efter et gult sandhav (det er faktisk blevet blåt og mørkegrønt det hele, der står masser af graner nu og området hedder ”Blåbjergplantage” ) eller en brun hede - når man befinder sig på det sted der siges er et af de smukkeste i hele Europa? Længes efter en rigtig stiv kuling fra nordvest, med regn og torden, når man sidder og soler sig på en terrasse, hvor varmen formildes af en kølig brise fra den lyseblå Lago? Den store ”indsøe” syd for plantagen, der faktisk ikke er særlig stor mere, hedder nu Filsø, kirken er Henne Kirke (jeg kan bedre lide den end de romanske landsbykirker i Sydschweiz, selvom de minder meget om hinanden, fordi de er så enkle) og møllen er forsvundet, men Henne Mølle Å er der stædig. Det var der min gamle oldemor, som var gået helt i barndom, forsvandt en sen eftermiddag i august. Hun blev fundet af en politihund sent om aftenen (vi var småbørn og skreg af glæde da den stakkels hund blev nødt til at snuse til Oldemors underbukser for at få den rigtige fornemmelse af hendes lugt og følge hendes spor). Hun var blevet fuldstændig kold og stum, fik lungebetændelse og lagde sig hen og døde et par dage senere. Jeg er helt sikker på at hun gik den tur til Henne Mølle Å fordi hun ikke gad leve længere, hun var lige fyldt fireogfirs(sindstyve).

Verden er ikke dejlig, men heller ikke så slem, man skal bare finde en slags ligevægt, synes De ikke? De har også selv skrevet salmer, der er én der findes i den Danske Salmebog fra 1988 (jeg ved ikke om den er optaget i den hel nye Salmebog) - den er anbragt i kapitlen ”Diakoni” og hedder ”Ud går du nu på livets vej”. Den handler nemlig om ligevægt: at bruge men ikke misbruge; at hverken gemme eller bortkaste penge; hverken mistænke eller tro for let; hverken stride eller opføre sig som en kryster. En god samvittighed og stole på Gud, det er det det drejer sig om.
Jeg kan så godt lide Deres enkelte, nøgterne livsanskuelse. Ikke noget med oppustede idealer eller patetisk følsomhed. På den måde ligner de min gamle onkel Svend fra Grenaa (han har boet i København i mange år, han er en meget velhavende sagfører) som hele sit liv blev ved med at være den hovedrystende Jyde der med forundring ser på alt hovedstadshalløj, om det så er moderne kunst, politik (vi har fået mange flere revolutioner efter den Franske som De ikke kunne lide, og de var endnu værre) eller den ”fri kærlighed”. Ligesom Mormor, der plejede at sige at der kunne være måde med galskabet (når vi ville have en flødeskumskage til).

Uheldigvis er det ikke altid nok med denne der ligevægt. Vi plejer at miste balancen mange gange i livet, fordi der sker noget ganske uventet, noget frygteligt. Sommetider er det kærligheden der er frygtelig. Og De har en stor evne til at litterært forberede det frygtelige, med en næsten tilfældig bemærkning, en henkastet iagttagelse eller en rigtig spådom. Eremitten ved Grenaa udtaler sig helt klart (efter han har rådført sig med sin mus). Esben er lidt mindre tydeligt, når han siger til hosekræmmeren: ” – dersom I tvinger Cecil til nogen Anden, gjør i stor synd både mod hende og mig.” Fortælleren har selv allerede før sagt: ”Hende beholde I vist ikke længe.” Herredsfogeden i Vejlby tænker: ”Den Morten Bruus (som ikke fik herredfogedens kæreste) er mig ret en modbydelig Person – jeg veed neppe selv hvorfor --- det er en Slags Ahnelse.” Morten Vinge’s forelskelse, efter hans dejlige kanetur med Sophie (”Dersom hun ikke havde råbt: tenez Martin, arrestez vous, havde jeg kjørt forbi lige til Randers eller til Verdens Ende”) er ikke nogen særlig positiv erfaring: ”Jeg er ikke rigtig frisk. Det er ligesom der laæ en tung Steen på mit Bryst. Maden gaar fra mig, og om Natten kan jeg ikke sove.” Når han til sidst endelig får kysset pigen er det en fejltagelse. Faktisk har han det mindre godt i kærligheden end da han ser de afskyelige pest-ligvogne i Helsingør og må finde sig i at Junker Kristen dør for ham bagefter. Morten husker et salmevers (49:15 – 16) : ”De skal lægges i Graven som Faar, Døden skal fortære dem; men Gud skal forløse min Sjel af Gravens Vold, thi han haver antaget mig, Sela!” Det sidste ved vi stædig ikke hvad betyder men det er nok en slags hurra.

I ”Skytten på Aunsbjerg” bliver tragedien forberedt i måden skytten skildres på. Han er alvorlig, de fleste kan ikke lide ham, fruen vil ikke give ham sine befalinger. Han er en ensom ”Einzelgänger”, iagttager af andres svaghed, derfor kan han afsløre et mord, og gribe ind i et skæbne der alligevel går som det nødvendigvis skal, bare på en anden måde Han gifter sig med en stuepige der er gravid med en anden mand, men dette ægteskab er helt forkert fra starten, det står i en lille bemærkning: ”Dog husker jeg nok, at da han havde fulgt sin Kone til det nye Hjem, vendte han endnu samme Aften, men silde måske, tilbage – ” Vi får ikke at vide hvorfor han tager hjem.
Kære Hr. Blicher, De er fantastisk til at tolke det usagte og underforståede, som først til sidst, når der er gået mange år og hele historiens forløb bliver forklaret, viser sig til at være nøglen til tragedien De vilde fortælle. Det underforstaæde får sin nødvendige udvikling med tiden, der altid får hovedrollen, selv når der måske slet ingen tragedie har fundet sted som i ”Ak! hvor forandret!” eller i ”Jøderne fra Hald” der slutter med glæde og parret der får hinanden. Hvad betyder tiden egentlig for Dem? Er det afsløringen af alt skyld og synd? Eller det omvendte, skal vi bare gennem tiden sikre os den frelse, som er lovet os i Bibelen, og stole på Gud, som De selv digter i salme 330? Mener De det er menneskerne som har ansvaret for al den sorg som vi tilføjer os selv og andre, eller er det en slags grim skæbne – dyrker De det gamle billede af Gud som den almægtige, der i hans retfærdighed straffer mennekerne fordi de er onde? Og når de ikke selv har været onde, så må det være arvesynden.... Hvad er meningen med alle de lidelser Deres novelle-personer sendes på halsen?

De citerer tit Bibelen. Præsten i Vejlbye står for dommeren som Jesus for Pilatus – uskyldig, men det er der ingen der tror på, selv ikke hans ven og svigerfar Erik Sørensen. Mens Pilatus spurgte sig selv ”Hvad er sandhed?” er medspillerne i denne tragedie så overbevist om den gamle tro: ingen straf kan være uden skyld, at præsten finder på en løsning af gåden, en løsning hvori han bliver skyldig – han begik mordet som søvngænger – hellere end at miste denne tro på Guds retfærdighed. På den måde har de vendt helt rundt på den normale kristne tro i deres tid, som blev tolket i pæne historier med en rigtig god moral. Morderen bliver ikke straffet men en uskyldig dør. De er selv præst – det er da næsten også en revolution!
De slutter Moren Vinges dagbog med et andet salmevers (103 : 15 – 17). Det er ikke Morten der citerer, men ”nogen”, en læser i fremtiden. Det er mig der ”skal sukke og sige: ”Anlangendes et Menneske, hans Dage ere som Græs; som en Blomster på Marken, så skal han blomstre. Når Veiret farer over det, da er det ikke mere, og dets Sted kjender det ikke mere. Men Herrens Miskundhed er fra Evighed og indtil Evighed.”
De kunne også havet taget Esajas 40 : 6 – 8, der står ”Alt kød er som græs” eller 1e Petersbrev 1 : 24 – 25, der står ikke ”Miskundhed” men ”Herrens Ord” , fordi det er det Nye Testamente. ”Herrens Ord”, det er Kristus, det kan jo være ligemeget, men måske kan De bedst lide det Gamle Testamente... Men citatet som jeg selv syntes er mest kendetegnende for Deres hele værk står i slutningen af ”Skytten på Aunsbjerg”, hvor De én gang til henvender Den til læseren, til mig altså.

”- harmes ikke på mig! Fordi denne lille Historie, der vel neppe kan anslaas højere end til en stor Anecdot, er så stykkeviis, dunkel og sørgelig. Er ikke al vor Kundskab herneden stykkeviis? Er ikke al vor Viisdom dunkel? Og Størstedelen af vor Erfaring – jo lad det kun staa her – sørgelig?”

Det er Paulus’s 1e Korinterbrev. ( 1 Kor. 13 : 8 – 13) Det er det berømte kapitel om kærligheden, som så mange i dag får læst højt til deres kirkelige bryllup. Kundskaben sættes i modsætning til kærlighed, og livet i denne verden i modsætning til den anden verden, ligesom barndommen forsvinder når man bliver voksen. Og så skriver Paulus: ”Nu ser vi jo i et Spejl, i en Gaade, men da skal vi se Ansigt til Ansigt; nu kender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg jo selv er kendt fuldt ud. Så bliver da tro, håb og kærlighed, disse tre, men størst af dem er kærligheden.” I disse vers er tiden hovedperson, sammen med Gud, som forandrer tiden til evigheden, og alt hvad der tilhører tiden, alt forgængelighed, til evigt liv. Dette Korinterbrev har to tidsafsnit, ligesom deres noveller: en hovedhandling i nu’et, set fra et fortæller-jeg, og så en konfrontation senere – utroligt positiv.
Jeg er da næsten sikker på at disse sidste vers hører til alt det ”usagte” i Deres historier. I dag er tro på det hellige for de fleste der lever i Danmark og Holland blevet noget man ikke snakker om, noget flovt. Til gengæld må man gerne sige noget om den dårlige verden. Vi kan have meget glæde af at læse Deres noveller, de er simpelthen moderne.
Mange hilsener, Inge Cohen Rohleder

De vorstnacht greep in de snaren

De vorstnacht greep in de snaren
tot ze braken

Rammelend vult de dag
onze hoeden
onze harten
onze schoenen
met een droge en vlammende dood

De zwanensporen worden in de
beek aangescherpt
de vissen spannen hun vinnen
met duisternis
en doorboren de drek
met roestbevlekte dolken

Licht dwaalt vrij
door het bos
door het riet
zoekt
iemand
die voorgoed verdween

Groen uitgeslagen hemel
prijkt
op zwarte sokkels.

Tove Meyer, 1967
Vertaling Inge Cohen Rohleder

Familie

Als iemand sterft, komt de familie bijeen. De onze bestaat uit een Deens en een Nederlands deel en ik ben de enige die zomaar plotseling op reis kan gaan. Daarom ben ik afgevaardigd om de begrafenis van Jens Høite bij te wonen, geboren op 23 oktober 1915, gestorven op 31 januari 2009.
"Er stille sovet ind" staat in de rouwadvertentie in Berlingske Tidende. Vredig ingeslapen, na een val waarbij hij zijn heup brak. Vanmiddag is de uitvaartdienst, in Hørsholm Kirke en daar wordt hij ook begraven, naast Nina. Het is geen tragedie, wel een afsluiting vol weemoed, hij was de laatste van de generatie van onze grootmoeder Solveig. Ze waren met zes kinderen, geboren aan het begin van de vorige eeuw, opgegroeid in een grote, geelgekalkte villa ten westen van het kasteel Kronborg in Helsingør.
Kai, Ole, Jens, Grethe, Lotte, Solveig.
Op een oud filmpje zie je ze in een kring in het water van de Sont staan, de handen ineengeslagen. Op de achtergrond het Zweedse schiereilandje Kullen. Ze doen een spel dat "Ti tyve tredive" heet - je telt tot honderd in tientallen; bij honderd laten de deelnemers zich onder luid gejuich achterover in het ijskoude water vallen. Oudoom Jens was een echte viking, die ´s zomers en ´s winters ging zwemmen voor hij naar zijn werk ging. Rungsted Kyst, waar hij zich vestigde toen hij met Nina trouwde, ligt aan Øresund - Sont - daar staat ook het huis van Karen Blixen. Het is een wonderschoon gebied, die kuststrook, vol geschiedenis en kultuur.
Jens was hartelijk, gastvrij - altijd correct in dure tweedjasjes gestoken had hij ook iets van een ouderwetse Engelsman. De laatste jaren is hij broos geworden. Zijn zoons zeggen dat hij er geen zin meer in had en in zijn bed in Rigshospitalet lag te wachten. Hij weigerde eten en drinken; het duurde maar drie dagen.
We moeten een tijdperk afsluiten: de villa van Jens en Nina in Rungsted was al jaren geleden verkocht, de jongste zoon Allan is ook al weer grootvader geworden. Wij, de kinderen, die ooit gillend door de tuin renden met de twee Kerndale terriers achter ons aan, zijn nu vijftigers. Vanmiddag staan we om zijn graf.