vrijdag 20 maart 2009

Fra tulipanernes land, anden del

Hvert år deltog vores skole i højtidlighederne den 4e og 5e mai. Det drejede sig om Anden Verdenskrig.
Vi fik enten en tulipan eller en påskelilje, som vi skulle holde pænt lodret mens vi spadserede roligt (roligt! havde frøkenen sagt) ned til mindestedet. Der stod tre figurer hugget ud i sten, som symboliserede krigen’s sorg, krigen’s kamp og krigen’s et eller andet, det sidste kunne jeg ikke huske. Når vi gik op ad de tre trin til mindestedet skulle vi lægge blomsten ved figurenes fødder og stå ganske stille og tælle til fire (bestemt ikke længere, sagde frøkenen, vi er jo mange) mens vi skulle kikke alvorligt på stenmændende.
Turen ville vare en god halv time. Vi gik i række, to og to, og da vi forlod skolen var hele flokken musestille. Hele ugen havde vi haft timer om krigen.
Om nazisterne, om modsættelseskampen (vores hollandske helte) og om jøderne.
Når der blev talt om jøder, faktisk ved den mindste hentydning, ét ord om jøder eller jødeforfølgelse, plejede jeg at rødme. Jeg ville helst gemme mig under skolebænken. Det var utroligt flovt at være krigsoffer, og alt det andet ævl med antisemitisme. Jeg syntes jeg kunne mærke alle stirrede på mig, hvad de slet ikke gjorde. Det ragede mine kammerater en høstblomst hvad jeg var, hel- eller halvjøde eller kineser.
Da vi var halvvejs kunde jeg ikke holde det ud længere. Jeg stak min tulipan op i vejret, viftede med den og skreg: "Hurra for Hitler!!"
Det virkede rigtigt morsomt, de to h’er. Pludselig stod frøkenen ved siden af mig, hun havde været lige i nærheden.
Så kan du godt gå hjem lige med det samme, sagde hun. Hendes ansigt så meget alvorligt og vred ud.
Det undrer mig meget at netop dú opfører dig på den måde. Det gør mig meget ked af det, og det vil dine forældre også blive. Du kan sige derhjemme at de får et brev fra skolen.
Min skoleveninde, der havde grinet meget, stod ved siden af mig og hviskede: jeg skal nok fortælle dig det hele i morgen. Det er syndt du ikke får sodavand nu.
Skolen havde lovet en sodavand til hver efter højtideligheden. Det var den 4e maj, og meget varmt allerede.
Da jeg kom hjem og forsigtigt åbnede døren til dagligstuen sad min mor ved klaveret og øvede sig til sangtimen. Sikke tidligt du er hjemme, sagde hun, men spurgte heldigvis ikke videre. Tulipanen havde jeg smit væk undervejs. Jeg listede op til mit værelse og skiftede ble på min babydukke. Hun lå der med sin lille trutmund i sit gummiansigt og så meget tilfreds ud.

maandag 16 maart 2009

Als het voorjaar komt...

Oud spoor

Geheime steekwoorden waaien
binnen; even bolt het gordijn
van een vroeger geluid, ritselt
papier. Herinnering, breekbare
beltoon aan deze kant van de
slagboom.

Gevleugelde scheepjes rollen langs
opgeheven routes. Zonlicht glijdt over
geroeste rails. Overgang –

van plaatsnaam naar plaats.

Opnieuw een korte lijn
Varde – Oksbøl?

dinsdag 10 maart 2009

Flystyrt mellem tulipanløg

Sidste uge var der et flystyrt i nærheden af lufthavnen. Folk snakkede om det på gaden, og det var på tv-avis hele dagen. Det er specielt afslappende at se tragedier i fjernsynet. Man føler på en behagelig måde at man slap godt fra denne gang. Bilister så flyet falde ned på jorden da de kørte forbi på motorvejen. De fortæller at det virkede helt som på film men alligevel lidt underligt. Navnligt efter en masse små mennesker gled ned fra nødudgangene ind i marken. Vraget exploderede ikke. Flyselvskabet, som er Tyrkisk, er mistænkt. Derhjemme har de vist nok glemt at fylde benzin på – men årsagen til ulykken blev så også et stort held: vraget futtede ikke af.
Familierne til de døde får traumehjælp og der står masser af psykologer og venter på passagerene der slap ud. Der er også mange sårede. Flere af dem dør nok senere. Så blir der også holdt en mindegudstjeneste, tilrettelagt af regeringen i samarbejde med muslim-ledere. Man rejser måske et mindested ude i marken, mellem viberederne. Hvor man kan lægge blomster. Påskeliljer eller tulipaner. Vi er jo i tulipanernes land.

woensdag 4 maart 2009

Fra tulipanernes land

Beethoven’s gade

Min mand er læge og skal møde på sygehuset kl. 7.30, det er derfor vi går tidligt i seng. Vi holder på hinanden, aer og kysser lidt, og når han er faldet i søvn lister jeg mig ind i stuen. Fra vores sofa er der udsigt til kanalens sorte vand, til slusen der skal justere vandet i byens centrum. Man kan også se viadukten og skimte forbikørende tog med deres to rækker lyse firkantede vinduer. Sporvognen kommer hvert kvarter, indtil midnat. Skinnerne går lige foran opgangen.
Jeg har lagt mig på madrassen ved siden af bogreolen. Det passer fint med reolen lige der – så går det nemt at skifte en bog ud hvis jeg får nok af den. På hylden er plads til overs til læsebriller, vandglas, en sovepille for en sikkerheds skyld og armbåndsur. Når nabomanden på anden sal har venner på besøg ligger der også ørenpropper.

Det er en stue på ca 20 kvm. Det fylder godt med sofasæt, spisebord og reoler. Madrassen kan lige være der. Jeg sidder med puder og halstørklæde og holder bogen lodret oven på dynen som da jeg gik i skole og læste om natten. Min far var også læge. Vi boede i en stille sidegade til Beethovensgade. Den hed selvfølgelig Schubertsgade. Om natten var mine vinduer lige så sorte som her, helt i den anden ende af byen. Jeg er flyttet mange gange men beholdt altid den samme uro og frihed om natten. Somom jeg aldrig rigtig er kommet afsted hjemmefra. Altid må blive boende i det store hus hvor mit værelse lå imellem venteværelset og konsultationen. Hvor jeg spillede kraftig popmusik for at undgå de underlige lyde der kom fra konsultationen. Indtil jeg fik fred efter min far var gået i seng.