Fra tulipanernes land, anden del

Hvert år deltog vores skole i højtidlighederne den 4e og 5e mai. Det drejede sig om Anden Verdenskrig.
Vi fik enten en tulipan eller en påskelilje, som vi skulle holde pænt lodret mens vi spadserede roligt (roligt! havde frøkenen sagt) ned til mindestedet. Der stod tre figurer hugget ud i sten, som symboliserede krigen’s sorg, krigen’s kamp og krigen’s et eller andet, det sidste kunne jeg ikke huske. Når vi gik op ad de tre trin til mindestedet skulle vi lægge blomsten ved figurenes fødder og stå ganske stille og tælle til fire (bestemt ikke længere, sagde frøkenen, vi er jo mange) mens vi skulle kikke alvorligt på stenmændende.
Turen ville vare en god halv time. Vi gik i række, to og to, og da vi forlod skolen var hele flokken musestille. Hele ugen havde vi haft timer om krigen.
Om nazisterne, om modsættelseskampen (vores hollandske helte) og om jøderne.
Når der blev talt om jøder, faktisk ved den mindste hentydning, ét ord om jøder eller jødeforfølgelse, plejede jeg at rødme. Jeg ville helst gemme mig under skolebænken. Det var utroligt flovt at være krigsoffer, og alt det andet ævl med antisemitisme. Jeg syntes jeg kunne mærke alle stirrede på mig, hvad de slet ikke gjorde. Det ragede mine kammerater en høstblomst hvad jeg var, hel- eller halvjøde eller kineser.
Da vi var halvvejs kunde jeg ikke holde det ud længere. Jeg stak min tulipan op i vejret, viftede med den og skreg: "Hurra for Hitler!!"
Det virkede rigtigt morsomt, de to h’er. Pludselig stod frøkenen ved siden af mig, hun havde været lige i nærheden.
Så kan du godt gå hjem lige med det samme, sagde hun. Hendes ansigt så meget alvorligt og vred ud.
Det undrer mig meget at netop dú opfører dig på den måde. Det gør mig meget ked af det, og det vil dine forældre også blive. Du kan sige derhjemme at de får et brev fra skolen.
Min skoleveninde, der havde grinet meget, stod ved siden af mig og hviskede: jeg skal nok fortælle dig det hele i morgen. Det er syndt du ikke får sodavand nu.
Skolen havde lovet en sodavand til hver efter højtideligheden. Det var den 4e maj, og meget varmt allerede.
Da jeg kom hjem og forsigtigt åbnede døren til dagligstuen sad min mor ved klaveret og øvede sig til sangtimen. Sikke tidligt du er hjemme, sagde hun, men spurgte heldigvis ikke videre. Tulipanen havde jeg smit væk undervejs. Jeg listede op til mit værelse og skiftede ble på min babydukke. Hun lå der med sin lille trutmund i sit gummiansigt og så meget tilfreds ud.