Fra tulipanernes land

Beethoven’s gade

Min mand er læge og skal møde på sygehuset kl. 7.30, det er derfor vi går tidligt i seng. Vi holder på hinanden, aer og kysser lidt, og når han er faldet i søvn lister jeg mig ind i stuen. Fra vores sofa er der udsigt til kanalens sorte vand, til slusen der skal justere vandet i byens centrum. Man kan også se viadukten og skimte forbikørende tog med deres to rækker lyse firkantede vinduer. Sporvognen kommer hvert kvarter, indtil midnat. Skinnerne går lige foran opgangen.
Jeg har lagt mig på madrassen ved siden af bogreolen. Det passer fint med reolen lige der – så går det nemt at skifte en bog ud hvis jeg får nok af den. På hylden er plads til overs til læsebriller, vandglas, en sovepille for en sikkerheds skyld og armbåndsur. Når nabomanden på anden sal har venner på besøg ligger der også ørenpropper.

Det er en stue på ca 20 kvm. Det fylder godt med sofasæt, spisebord og reoler. Madrassen kan lige være der. Jeg sidder med puder og halstørklæde og holder bogen lodret oven på dynen som da jeg gik i skole og læste om natten. Min far var også læge. Vi boede i en stille sidegade til Beethovensgade. Den hed selvfølgelig Schubertsgade. Om natten var mine vinduer lige så sorte som her, helt i den anden ende af byen. Jeg er flyttet mange gange men beholdt altid den samme uro og frihed om natten. Somom jeg aldrig rigtig er kommet afsted hjemmefra. Altid må blive boende i det store hus hvor mit værelse lå imellem venteværelset og konsultationen. Hvor jeg spillede kraftig popmusik for at undgå de underlige lyde der kom fra konsultationen. Indtil jeg fik fred efter min far var gået i seng.